Ny form for skolesvømning

Ny form for skolesvømning

Svømmeklubben underviser elever i skolesvømning

Helsingør Svømmeklub står fremover for svømmeundervisningen, når kommunens folkeskoleelever fra 3.-5. klasse hopper i vandet i skoletiden.

Som en del af samarbejdet omkring den åbne skole er Helsingør Kommune og svømmeklubben blevet enige om et samarbejde, der er helt nyt i undervisningsøjemed. Svømmeklubben skal varetage undervisningen, når kommunens 3. 4. og 5. klasser skal på svømmecamp i to intensive uger næste skoleår.

Bestyrelsesformand Erik Ejdrup og formanden for Børne- og uddannelsesudvalget Christian Holm Donatzky markerede i dag, onsdag, den nye samarbejdsaftale. Det skete i svømmehallen i forbindelse med pilotugen, der er et led i kvalitetsudviklingen af konceptet. På baggrund af erfaringer og viden fra pilotugen udarbejdes det endelige undervisningsmateriale, som skal være klar, når de første klasser møder op til H20-Camp i uge 35. 

I foråret 2017 starter H20-Camp for 3. årgang.

Et nyt koncept for skolesvømning

- Det er et helt nyt koncept for svømmeundervisning, som vi sætter i gang her, og som jeg virkelig ser frem til at følge. Vi sætter svømmeklubbens kompetencer i spil i skolen - og i fællesskab udvikler vi et sammenhængende læringsforløb med fokus på vand, krop og bevægelse.

Det er, så vidt jeg ved, ikke set før i folkeskolens historie, siger Christian Holm Donatzky, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Helsingør Kommune.

- Helsingør Svømmeklub har undervist kommunes børn i svømning i mange år, og det glæder mig, at vi med denne aftale kan være med til også at gøre en afgørende forskel for så mange skolebørn, når det handler om at lære at svømme.

Vi er meget optimistiske omkring H20 camp og håber selvfølgelig, at flere unge kunne få lyst til at gå videre med svømning som sport. Danmark har fantastiske konkurrencesvømmere, og vi ser gerne at endnu flere af dem i fremtiden kommer fra Helsingør, siger Erik Ejdrup, formand Helsingør Svømmeklub.

Sponsorerne - Svømmespecialisten og Spar Nord - har forsynet børnene med hhv. badehætter med farver for de forskellige svømmestationer, samt drikkeflasker til de tørstige svømmere. 

Fakta om H20-camp

- Intensiv svømmeundervisning over to uger - frem for èn gang om ugen fordelt på 39 uger i skoleåret.
- Eleverne modtager 2 gange 1 times svømmeundervisning pr. dag. 
- De timer, hvor eleverne ikke er i vandet, får de undervisning i forskellige temaer med relation til vand. Fx motion, kondition, kroppens muskler og led. 
- Skolernes pædagogiske personale er med i vandet og understøtter undervisningen i vandet.
- Nordsjællands Kystlivredningstjeneste underviser eleverne i badesikkerhed og livredning